265
sig saa meget de vil. Min Onkel kan være Vært der.”
„Hvorledes skal jeg takke Dem!” begyndte Pulcheria Aleksandrowna atter og trykkede Rasumichins Haand, men Raskolnikow afbrød hende igen:
„Jeg kan ikke, jeg kan ikke!” gentog han hæftigt, — „plag mig ikke! Det er nok, gaa nu … jeg kan ikke mer!”
„Kom, Moder, lad os da bare gaa ud af Stuen et Minut,” hviskede Dunja forskrækket, „vi dræber ham jo, Du ser det!”
„Skal jeg da ikke en Gang have Lov at se paa ham nu, efter tre lange Aars Forløb,” begyndte atter Pulcheria Aleksandrowna grædende.
„Vent lidt!” afbrød Raskolnikow dem, „I gør mine Tanker forvirrede, jeg bliver ganske forstyrret … har I set Lushin?”
„Nej, Rodja, men han er allerede underrettet om vor Ankomst. Vi har hørt, Rodja, at Peter Petrowitsch var saa god at besøge Dig i Dag,” tilføjede Pulcheria Aleksandrowna sky.
„Ja … han var saa god … Dunja, jeg har sagt til Lushin, at jeg vilde kaste ham ned ad Trapperne … og at han kunde godt gaa Fanden i Vold…”
„Rodja, hvad har Du gjort! Du har vist … Du mener da vel ikke…” begyndte Pulcheria Aleksandrowna forskrækket, men holdt inde, idet hun kastede et Blik paa Dunja.
Awdotja Romanowna saa opmærksomt paa Broderen og ventede paa, hvad han mere havde at sige.
De havde allerede af Nastasia hørt det om Raskolnikows og Lushins Trætte, som hun havde forstaaet og kunde gengive; de led frygteligt under denne Uvished og Venten.
