268
Peter Petrowitsch ikke have lejet dem et bedre Logis … for Resten, ser De, jeg er lidt fuld, derfor .. er jeg lidt hidsig, bryd Dem ikke om det —”
„Jeg vil gaa ned til Værtinden her og bede hende om at faa Lov til at ligge i en Krog Natten over tilligemed Dunja”, mente Pulcheria Aleksandrowna egensindigt; „jeg kan ikke saaledes lade ham ligge alene, jeg kan ikke!”
Hun stod paa Trappen lige ud for Værtindens Dør; Nastasia stod et Trin højere og lyste for dem.
Rasumichin var meget ophidset; før, da han fulgte Raskolnikow hjem, var han endnu helt munter trods den Mængde, han havde drukket. Men hans nuværende Tilstand grænsede til Ophidselse, — det var som om alt, hvad han før havde drukket, endnu en Gang pludselig med dobbelt Kraft steg ham til Hovedet.
Han holdt begge Damerne ved Haanden, søgte med største Iver at overtale dem, forestillede dem alle mulige Fornuftgrunde, og for hvert Ord trykkede han derved for større Tydeligheds Skyld deres Hænder saaledes, at han nær havde klemt dem fordærvet.
Awdotja Romanowna slugte han med sine Blikke uden at genere sig det ringeste.
Af og til vristede de af Smærte deres Hænder ud af hans store, knoklede Labber, men han forstod ikke Aarsagen og trykkede dem bagefter kun endnu fastere til sig.
Hvis de nu havde forlangt af ham, at han skulde styrte sig hovedkulds nedad Trappen for dermed at gøre dem en Tjeneste, saa havde han uden Modsigelse og Nølen gjort det.
Pulcheria Aleksandrotvna følte vel, trods Bekymringen for sin Rodja, at den unge Mand var
