Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/275

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

269

meget for eksentrisk og trykkede hendes Haand altfor slemt; men da han efter hendes Mening ogsaa tog sig af hende som et Forsyn, saa gjorde hun alt for at glemme disse Egenheder.

Awdotja Romanowna var lige saa bekymret som Moderen for Rodja, men skønt hun ikke af Naturen var ængstelig, indgød dog Rasumichins flammende Øjne hende en saadan Skræk og Rædsel, at kun den ubetingede Tiltro, som Nastasias Beretning havde vakt hos hende angaaende Rasumichin, afholdt hende fra at løbe sin Vej og trække Moderen med sig.

Hun indsaa for Resten, at hun dog alligevel ikke vilde kunne løbe fra ham, og iøvrigt havde hun efter en ti Minuters Tid allerede beroliget sig noget; Rasumichin forstod nemlig, trods sin ikke normale Tilstand, at gøre dem alt klart i et Nu, og begge forstod straks, med hvem de havde at gøre.

„Til Værtinden? — umuligt … Snak!” svarede han Pulcheria Aleksandrowna afgørende. „Om De aldrig saa meget er hans Moder — hvis De bliver her, fremkalder De et Anfald af Raseri, og da véd kun Fanden, hvad der kan ske! Hør nu, hvad jeg vil gøre; nu bliver Nastasia hos ham og jeg vil følge Dem hjem, for det gaar ikke an, at De her gaar ud paa Gaden om Natten; i den Retning er det hos os i Petersborg .... nok sagt! Saa løber jeg straks tilbage og bringer Dem — paa Æresord — Besked om et Kvarterstid; siger Dem, hvordan han har det, og om han sover osv. Derefter, ser De, løber jeg hjem til mig selv; derhjemme sidder Gæster — allesammen fulde — henter Sossimow, det er Lægen, som behandler ham; han sidder ogsaa hjemme hos mig, men er ikke fuld — han er aldrig fuld — jeg slæber ham med mig hen til Rod'ka og kommer saa straks