270
igen hjem til Dem; inden en Time har De altsaa to Gange Besked — og det endogsaa fra Lægens forstaar De? fra Lægen selv, ikke alene fra ung. Skulde det staa daarligt til, saa lover jeg Dem højtideligt, at jeg skal bringe Dem her hen igen, men gaar det godt, saa lægger De Dem til at sove. Men jeg for min Part skal blive her hele Natten ude paa Gangen, saa at han ikke mærker noget; men Sossimow skal blive Natten over nede hos Værtinden, for at vi kan have ham ved Haanden. Naa altsaa: hvad mener De, der er bedst for ham, De eller Lægen? I ethvert Fald er dog Lægen nyttigere, ikke sandt? Naa, kom saa og gaa hjem! Til Værtinden kommer De ikke; jeg kan nok, men De ikke, hun vilde ikke slippe Dem ind, fordi … naa, fordi hun er et Fæ. Hun vilde blive skinsyg paa Dem, baade paa Awdotja Romanowna og paa Dem; … men ganske sikkert paa Awdotja Romanowna. Hun er en aldeles uberegnelig Karakter!… For Resten, jeg er ogsaa en Nar … lad os ikke tale mere om det! Kom nu! Har De Tillid til mig? … stoler De paa mig, eller ikke?”
„Kom nu, Moder,” sagde Awdotja Romanowna, „han holder nok, hvad han lover. Han har jo allerede en Gang frelst Rodjas Liv, og hvis Lægen virkelig beslutter sig til at blive her i Nat, hvad kan saa være bedre?”
„Ja, ja … De … De forstaar mig, for De er — en Engel!” raabte Rasumichin henrykt, — „lad os gaa; Nastasia, op med Dig og bliv hos ham med Lys; om et Kvarter er jeg her igen…”
Pulcheria Alekeandrowna var vistnok endnu ikke fuldstændig overbevist, men satte sig heller ikke mere imod hans Arrangement.
Rasumichin tog dem begge under Armen og trak dem med sig ned ad Trappen. Forøvrigt
