271
voldte han endnu Moderen en Bekymring: „… selv om han end var en flink Fyr, vilde han saa alligevel kunne holde sit Løfte? … i denne Tilstand!”
„Aha, jeg forstaar, De mener, fordi jeg er — saadan lidt…!" afbrød han hendes Tanker, som om han havde gættet dem, medens han tog saa lange Skridt, at Damerne knap kunde følge ham, hvad han forøvrigt ikke mærkede.
„Snak! Det vil sige … jeg er fuld som en Allike; men det gør ingenting; det kommer heller ikke af Drik, først da jeg saa Dem, steg det mig til Hovedet … Og hvad har det egenlig at sige med mig? Bryd Dem ikke om det; jeg vrøvler, jeg er Dem ikke værdig! Naar jeg har ført Dem hjem, saa gaar jeg hen til Kanalen, slaar et Par Pøse Vand over Hovedet og saa er jeg den gamle igen. Naar De bare vidste, hvor jeg holder af Dem begge … le ikke, og lad være at blive vrede! Vær De vrede over alt i denne Verden, bare ikke paa mig; jeg er hans Ven, altsaa er jeg ogsaa Deres Ven. Jeg vil det … jeg har anet det … allerede i Fjor, jeg havde saadan et Øjeblik … for Resten — ingenting anede jeg, De er jo pludselig faldet ned som fra Himlen. Men jeg kommer vel ikke til at sove hele Natten … denne Sossimow var i Dag bange for, at han kunde blive forrykt … derfor maa vi ikke opirre ham…”
„Hvad er det, De siger!” raabte Moderen.
„Har virkelig Lægen sagt det?” spurgte Awdotja Romanowna forskrækket.
„Han sagde det — men det er ikke sandt, slet ikke sandt, paa ingen Maade. Han gav ham ogsaa Medicin, et Pulver, jeg saa det selv — og da kom De lige paa engang … ak! Bare De dog ikke var komne før i Morgen! Det var alligevel godt, at vi
