272
gik vores Vej. Om en Time vil Sossimow selv give Dem Besked; han er ikke fuld … og da er jeg heller ikke fuld længer … Hvorfor skulde jeg nu ogsaa tylle saa meget i mig? Jo, fordi de begyndte at skændes med mig de fordømte Karle! Jeg havde besluttet mig til aldrig mer at disputere!… Men saa kom de med saadant noget Sludder … vi var nær komne op at slaas. Min Onkel blev der, nu kan han være Vært … Naa, tænk Dem bare, de holdt paa Individets fuldstændige Upersonlighed, og finder, at det er Idealet, det højeste Ideal! Man skal være sig selv saa lidt som muligt. Det holder de for det største Fremskridt. Og naar de saa endda læssede alt dette af deres eget Hjærte, men saadan…”
„Hør en Gang…” afbrød Pulcheria Alexandrowna ham ængstet; men dette gjorde ham kun endnu mere varm.
„Ja, og hvad mener De saa!” raabte Rasumichin endnu højere, „De tror kanske, at jeg forivrer mig, bare fordi de Folk vrøvler? dum Snak!… jeg holder endogsaa af, at de vrøvler. Sludder og Løgn er det eneste menneskelige Privilegium, det eneste, som vi har forud for alle andre levende Væsner. Den, som lyver, nærmer sig Sandheden! Jeg er et Menneske — thi jeg lyver. Ikke en eneste Sandhed blev funden, før man i Forvejen havde løjet mindst fjorten Gange … kanske hundrede og fjorten, — og det er i visse Maader rosværdigt. Her hos os kan vi dog ikke en Gang lyve selvstændigt, paa egen Haand! Den, som vil slaa mig en Plade, han maa dog i det mindste gøre det paa sin egen Maade, og da skal jeg gærne kysse ham for det. Den selvstændige, egenartede Løgn er i al Fald bedre end fremmed, efterabet Sandhed; i det første Tilfælde er man dog idetmindste et Menneske,
