276
Datter sky ind i Øjnene, for at gætte hendes Tanker; hun havde forøvrigt allerede fundet at Dunja selv tog Broderen i Forsvar og altsaa havde tilgivet ham. „Jeg er vis paa, at han besindet sig til i Morgen,” føjede hun til, for endnu mere at udforske Datteren.
„Men jeg er vis paa, at han i Morgen siger det samme … om ham;” — mente Awdotja Romanowna; og det var nok for Moderen, thi hun var bange for at komme nærmere ind paa dette Anliggende.
Dunja omfavnede og kyssede hende, Moderen trykkede sin Datter stiltiende og inderligt til sit Hjerte.
Saa satte hun sig ned og ventede uroligt paa, at Rasumichin skulde komme tilbage, medens hun med ængstelige Blikke fulgte Datteren, der var hensunken i Tanker og gik op og ned med Armene over Kors. Denne tankefulde Gaaen op og ned var en Egenhed hos Awdotja Romanowna, og Moderen vogtede sig vel for at forstyrre hende i hendes Tanker.
Rasumichin var naturligvis latterlig i sin pludselige, af Drukkenskab optændte Lidenskab for Awdotja Romanowna, men naar man betragtede denne, især saaledes som hun nu bekymret og eftertænksom gik op og ned, kunde man maaske alligevel tilgive ham hans Følelse, helt bortset fra hans ophidsede Tilstand.
Awdotja Romanowna var en statelig Skønhed — stor, velvoksen, kraftig og selvbevidst — noget som tilkendegav sig i enhver af hendes Bevægelser, men ingenlunde betog hende Mildhed og Ynde. Hendes Ansigt lignede Broderens, og man kunde uden Overdrivelse kalde hende en Skønhed.
Hun havde mørkebrunt Haar, en lille Smule lysere end Moderens; hendes Øjne vare næsten sorte,
