Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/283

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

277

ildfulde, stolte, men dog stundom yderst godmodige; skønt hun var bleg saa hun dog alt andet end sygelig ud, hendes Ansigt straalede af Friskhed og Sundhed.

Hendes Mund var temmelig lille, hendes friske, røde Underlæbe stod en Smule frem, Hagen ogsaa — den eneste Uregelmæssighed i dette skønne Ansigt, men netop dette gav Ansigtet en særlig Karakteristik, som havde noget af overlegen Stolthed ved sig.

Ansigtsudtrykket var eftertænksomt og mere alvorligt end glad; men hvor klædte ikke et Smil eller en ungdomsfrisk hjærtelig Latter dette Ansigt!

At den varmblodige, aabne, ligefremme, ærlige, kæmpestærke og drukne Rasumichin, som aldrig havde sét noget lignende, tabte Hovedet ved første Syn, det var let forklarligt. Dertil kom endnu den Omstændighed, at han havde sét hende i det skønne Øjeblik af Glæde over Gensynet med Broderen. Siden saa han, hvorledes hendes Underlæbe rykkede af Uvilje ved Broderes uretfærdige, haarde Befaling — dog han blev aldeles henreven ved Synet af hende.

Da han i sin Fuldskab plaprede ud med, at Raskolnikows eksentriske Værtinde, Praskowja Pawlowna, ikke blot vilde blive skinsyg paa Awdotja Romanowna, men ogsaa paa Pulcheria Alexandrowna, havde han forøvrigt ikke ganske Uret, skønt den sidstnævnte allerede var treogfyrretyve Aar gammel. Hendes Ansigt havde alligevel bevaret en Rest af fordums Skønhed, og hun saa egenlig meget yngre ud; det forekommer ofte hos Kvinder, der gennem Aarene bevarer en klar Aand, en frisk Følelse og ægte Hjærtevarme. I Forbigaaende bemærket er dette det sætte Middel til at bevare Skønheden gennem Aarene.