278
Hendes Haar begyndte vel allerede at graane og tyndes, smaa rynker omkring Øjnene var allerede synlige, Kinderne var tørre og udhulede af Sorger men desuagtet var hendes Ansigt dog endnu smukt.
Det var Dunetschkas Billede, kun tyve Aar ældre og uden Udtrykket ved Underlæben, der ikke stod saa meget frem.
Pulcheria Alexandrowna var i Besiddelse af megen Følsomhed, som dog intet havde med Hykleri at gøre; hun var sky og eftergivende, dog kun til en vis Grænse; hun kunde give efter i meget, gaa ind paa meget, selv mod sin Overbevisning, men altid holdt hun sig indendenfor visse Grænser, og ingen Magt var i Stand til at drive hende udover disse og tvinge hende til at slippe sine Grundsætninger.
Præcis tyve Minutter efter at Rasumichin var gaaet, blev der banket to Gange sagte paa Døren; han var atter kommen tilbage.
„Jeg har ikke Tid til at komme ind,” sagde han hurtigt, da Døren blev aabnet; „han sover udmærket, dybt og roligt; Gud give, at han maatte sove saaledes i tolv Timer. Nastasia er ham; jeg befalede hende at blive der, til jeg kom igen. Nu henter jeg Sossimow og saa vil han bringe Dem Besked siden, og derefter kan De gaa til Sengs; De maa jo ogsaa være meget trætte…”
Han skyndte sig atter bort, ud igennem Korridoren.
„Hvad det dog er for en flink … og behagelig ung Mand!” raabte Pulcheria Alexandrowna overordenlig glad.
„Det lader virkelig til, at han er et prægtigt Menneske!” svarede Awdotja Romanow ivrigt og begyndte igen at gaa op og ned i Værelset.
Næsten en Time efter hørtes der atter Skridt i Korridoren, og atter blev der banket paa Døren.
