282
for alle Djævle i Verden: Hun er saa mild af Sind! Jeg skal gengælde Dig det med Liv og Sjæl.”
Sossimow lo af fuld Hals, endnu værre end før. „Se, se, hvor Du er eksalteret! Hvad skal jeg da gøre med hende?”
„Jeg forsikrer Dig, Du behøver ikke at være bange, fortæl hende bare meget, om alt muligt som falder Dig ind, sæt Dig hen til hende og snak væk Du er jo Læge, begynd at kurere hende. Jeg sværger Dig til, Du skal ikke komme til at fortryde det. Hun har ogsaa et Fortepiano — jeg klimprer jo lidt, som Du véd; jeg kan en ægte russisk Vise: „Af hede Taarer vædet” — hun holder as saadanne ægte russiske Viser — naa, med den Vise kan Du begynde; Du er jo Virtuos paa Klaver, en sand Rubinstein … Jeg forsikrer Dig, Du kommer ikke til at angre det.”
„Har Du lovet hende noget? maaske med Navns Underskrift? Du skulde vel ikke have givet hende Ægteskabsløfte?”
„Slet ikke, ingen Ting! Hun er ikke af den Slags; Tschebarow vilde ogsaa —”
„Naa saa lad hende løbe.”
„Nej det gaar ikke an!”
„Hvorfor ikke?”
„Det er nu en Gang saaledes, og det gaar ikke an!”
„Men hvorfor har Du da narret hende til Dig?”
„Aa, jeg har slet ikke narret hende til mig, jeg er selv bleven tiltrukken ved min egen Dumhed; hende er det ganske det samme, om det er mig eller Dig, naar der bare sidder en og sukker hos hende. Hvad Du saa end snakker med hende om, selv om det er Mathematik, det er mig ganske det
