283
samme. Ved Gud, jeg spøger ikke; alvorligt talt, det er hende det samme, hun bare ser paa Dig og sukker, og det et helt Aar igennem. Blandt andet har jeg i hele to Dage talt til hende om det prøjssiske Herrehus — hvad skal man da finde paa at tale om? — hun hørte paa mig, sukkede og svedte Kun ikke et eneste Ord om Kærlighed — hun er saa frygtelig tilbageholden — men Du maa lade det se ud, som om Du ikke kan løsrive Dig fra hende — det er nok. Alt er meget bekvemt indrettet i hendes Bolig, man er ganske som hjemme — Du kan læse dér, sidde, ligge, skrive — kysse kan Du ogsaa gærne, men bare forsigtigt…”
„Men hvad skal jeg med hende?”
„Aa, det kan jeg ikke saa præsis forklare Dig! Sér Du, I har begge noget tilfælles! Jeg tænkte nemlig ogsaa før paa Dig! … Tilsidst naaer Du ogsaa Maalet! Er det altsaa ikke det samme, om det sker nu eller siden? Her, min lille Ven, finder Du noget saadant velbehageligt — ak! og ikke alene velbehageligt, man synker formeligt hen; det er som om man befandt sig ved Verdens Ende, som i et for Anker liggende Skib; det er et fredeligt Asyl ligesom i Jordens Midtpunkt; — Kvintessensen af de dejligste Pandekager, fede Fiskepostejer, Aftenté ved Ssamowaren, stille Sukke, varme Pelsjakker og opvarmede Kakkelovnsbænke — det er som om Du var død og dog levede — de gode Sider af begge forenede til ét! — Naa, Broder, nu har jeg jo fortalt Dig en hel Del, men nu er det vist ikke for tidlig at sove! Hør, om Natten vaagner jeg sommetider op, jeg maa i Nat hen og sé til ham. Endskønt det er vel ikke nødvendigt, al Ting gaar jo godt! Du behøver heller ikke at være videre urolig, men hvis Du vil, saa kan Du jo ogsaa sé hen til
