284
ham en Gang. Skulde Du mærke noget, Fantasier, Hede eller noget sligt, saa væk mig bare straks. For Resten er der vist ingen Fare…”
XVI.
Rasumichin vaagnede næste Morgen mellem syv og otte angst og sorgfuld.
Mange nye og uforudsete Spørgsmaal paatrængte sig ham, da han vaagnede, og en saadan Opvaagnen havde han aldrig tænkt sig mulig.
Med den største Nøjagtighed huskede han alt, hvad der Dagen forud var passeret; han begreb, at der var tilstødt ham noget ganske usædvanligt, at han havde modtaget et Indtryk, der ikke lignede noget tidligere Indtryk. Men samtidig forstod han ogsaa, at det Fantasibillede, der havde listet sig ind i hans Hoved, ikke havde ringeste Udsigt til at blive til Virkelighed — Udsigten dertil syntes ham saa fjærn, at han endog skammede sig over blot at tænke derpaa, og gjorde sig Umage for at gaa over til andre, nærmere liggende Bekymringer og Opgaver, som den forbandede Gaarsdag havde givet ham at tænke paa.
En af hans skrækkeligste Erindringer var, at han i Gaar havde været saa „gemen og nederdrægtig”; han tænkte derved ikke blot paa sin Fuldskab, men hovedsagelig paa, at han ligeoverfor den unge Pige, kun af dum, overilet Skinsyge, havde skældt hendes Brudgom ud, skønt han ikke kendte hverken Menneskene eller deres gensidige Forhold og Forpligtelser til Bunds.
