285
„Hvad havde han overhovedet for Rettighed til at dømme saa letfærdigt og overilet om dem? Hvem havde kaldt ham til Dommer? Og var det da tænkeligt, at en Kvinde som Awdotja Romanowna kunde give sig hen til en uværdig Mand blot for Pengenes Skyld? Han maatte altsaa dog have et indre Værd!
At han havde lejet en saadan Bolig for sin Brud, kunde dog knap lægges ham til Last; hvorfra skulde han ogsaa kunne vide, hvad for Slags Hus det var?… fy, hvor det altsammen var gement!
Og denne Drukkenskab, er den en Undskyldning? — kun en dum Udflugt er den, som desuden fornedrede ham end mere! I Vinen — er Sandhed, og derfor er ogsaa hele Sandheden kommen for Dagen, hele Sletheden i hans misundelige og raa Hjærte! — Kunde der hos ham, Rasumichin, overhovedet være Tale om en saadan Indbildning?
Hvad var han vel — i Sammenligning med en saadan Pige! — han, Drukkendidrik og Pralhans fra i Gaar. Var da en saadan kynisk og latterlig Sammenstilling overhovedet tænkelig.
Rasumichin rødmede i Fortvivlelse ved disse Betragtninger, og tilsidst huskede han endog, at han havde sagt, da de stod sammen paa Trappen, at Værtinden vilde blive skinsyg paa Awdotja Romanowna … det var ligefrem utaaleligt.
I fuldt Raseri slog han Næven mod Skorstenen, saaledes at han slog en Mursten i Stykker.
„Naturligvis kan jeg aldrig udslette alle disse Gemenheder…” mumlede han hen for sig, „desuden er det jo overhovedet unyttigt at tænke paa det; jeg har nu bare at spille en stum Rolle, gøre min Pligt i Tavshed … og hverken bede om Forladelse
