287
bringe i Forbindelse med Tanken paa Awdotja Romanowna! „For Fanden ogsaa! Just nu vil jeg se smudsig ud, tilsvinet og liderlig, nu mer end nogensinde!”
Det var under en saadan Samtale med sig selv, at Sossimow traf ham; han havde sovet i Praskowja Pawlownas Gæsteværelse.
Han vilde nu gaa hjem, men først se til Raskolnikow.
Rasumichin meddelte ham, at denne sov som en Grævling, og Sossimow gav Ordre til, at de ikke skulde forstyrre ham, før han vaagnede af sig selv; han vilde komme igen mellem ti og elleve.
„Men mon jeg træffer ham hjemme, naar jeg kommer igen?” tilføjede han. „For Fanden ogsaa; der skal man nu kurere, naar man ikke har Spor af Magt over Patienten. Véd Du ikke, om han gaar hen til dem, eller om de kommer herhen?”
„Jeg tror, de kommer herhen,” svarede Rasumichin, der havde gættet Hensigten med Spørgsmaalet, „og de skal naturligvis tale med hinanden om Familieanliggender. Saa gaar jeg min Vej; Du som Læge har naturligvis mere Rettighed”
„Jeg er heller ingen Skriftefader; jeg kommer og gaar igen straks; desuden har jeg nok at bestille.”
„Der er en Ting, som foruroliger mig,” sagde Rasumichin fortrydelig, „og det er, at jeg i Gaar, da jeg var fuld, forsnakkede mig til ham, fortalte ham al Slags Vrøvl … blandt andet, at Du … var bange for, at han havde Anlæg til Sindsygdom.”
„Til Damerne har Du ogsaa sagt noget om det…”
„Jeg véd, at jeg var saa dum, Du kan gærne
