296
én Omstændighed særlig forvoldte hende stor Bekymring.
„Ser De, Dmitriji Prokofjitsch”, begyndte hun uden at vende sig til Rasumichin” … ikke sandt Dunetschka, jeg skal være ganske oprigtig mod Dmitrij Prokofjitsch?”
„Naturligvis, Moder!” bemærkede Awdotja Romanowna med Vægt.
„Sagen er altsaa den” — skyndte hun sig at fortsætte, som om der ved denne Tilladelse var væltet en Sten fra hendes Hjærte — „i Dag, ganske tidligt fik vi fra Peter Petrowitsch et Brev som Svar paa vor Meddelelse af i Gaar om vor Ankomst. Efter Løfte skulde han nemlig i Gaar egentlig have modtaget os ved Banegaarden. Men i Stedet derfor sendte han os en Tjener til Følge med Besked om at bringe os til denne Bolig, og lod os sige, at han i Formiddag selv vilde komme. Men i Morges kom dette Brev … Det er bedst De selv læser det; der er et Sted i det, som foruroliger mig meget … De finder det nok selv og … sig mig da aabent Deres Mening, Dmitrij Prokofjitsch! De kender bedst Rodjas Karakter og vil derfor ogsaa bedst kunne give Raad. Jeg kan blot sige Dem, at Dunetschka straks har fattet sin Beslutning; men jeg ved endnu ikke, hvad jeg skal beslutte mig til … jeg har ventet paa Dem.”
Rasumichin foldede Brevet ud; det bar Gaarsdagens Datum, og han læste følgende:
Jeg har den Ære at meddele Dem, at uforudsete, pludselige Hindringer har afholdt mig fra at modtage Dem ved Jærnbanen; jeg sendte derfor i den Hensigt en paalidelig Tjener.
