298
Awdotja Romanowna min Agtelse og Hengivenhed.
Modtag Forsikringen om min Ærbødighed.
„Hvad skal jeg nu gøre, Dmitrij Prokofjitsch,”
begyndte Pulcheria Aleksandrowna igen i en grædende
Tone. „Hvorledes skal jeg egentlig kunne foreslaa
Rodja ikke at komme til os? I Gaar holdt han
saa haardnakket paa, at vi skulde afvise Peter
Petrowitsch, og i Dag skal vi afvise ham selv! Han
er istand til at trodse os, hvis han faar det at vide
… og hvad skal vi saa gøre?
„Ret Dem fuldstændig efter, hvad Awdotja Romanowna har besluttet,” sagde Rasumichin rolig.
„Ak, min Gud! Hun siger … Gud maa vide, hvad hun siger … hun forklarer mig ikke en Gang sin Hensigt! Det er bedst, siger hun … det vil sige, ikke just bedst, men det er, Gud véd hvorfor, nødvendigt, at Rodja med Vilje kommer herhen i Aften Klokken otte. og at de begge netop træffer sammen her … Jeg tænkte, at jeg ikke en Gang vilde vise ham Brevet, og haabede med hendes Hjælp at anvende en List for at hindre ham fra at komme hid … for han er saa hidsig … Jeg begriber heller ikke Historien med Drukkenbolten som er død, og hvad det betyder, at han har kunnet give denne Datter alle de Penge, … som …”
„Som det har holdt Dig saa haardt at skaffe tilveje, Moder”, tilføjede Awdotja Romanowna.
„Han var ikke ved Sans og Samling i Gaar”, sagde Rasumichin eftertænksomt. „Naar De bare vidste, hvad for nogen Snak han kom med i Gaar
