310
„Hvad for en Marfa Petrowna?”
„Ak, min Gud, Marfa Petrowna Swidrigaikowa! Jeg skrev jo saa meget til Dig om hende.”
„Aa, ja nu husker jeg det … hun er altsaa død? Er det virkelig?…” foer han pludselig op, som om han vaagnede, „altsaa virkelig død? Hvad døde hun af?”
„Tænk Dig, aldeles pludselig!” skyndte Pulcheria Alexandrowna sig at fortsætte, opmuntret af hans Nysgærrighed, „og netop samtidigt med, at jeg den Gang sendte Dig Brevet, samme Dag! Tænk bare, det frygtelige Menneske er nok ogsaa Skyld i hendes Død, som det lader. De siger, at han har pryglet hende saa forfærdeligt!”
„Levede de da saaledes sammen, at man kan forudsætte det?” spurgte han og vendte sig til Søsteren.
„Nej, tværtimod; han bar altid meget over med hende og behandlede hende endogsaa med Agtelse. I mange Retninger var han altfor overbærende med hendes Karakter, i hele syv Aar … men pludselig tabte han Taalmodigheden.”
„Altsaa er han slet ikke saa frygtelig, naar han i syv Aar kunde holde ud med hende? Jeg synes, Du næsten tager ham i Forsvar, Dunetschka?”
„Nej, nej, det gør jeg ikke; han er et frygteligt Menneske! Jeg kan ikke tænke mig noget skrækkeligere!” svarede Dunja næsten gysende, idet hun rynkede Øjenbrynene og blev eftertænksom.
„Den uhyggelige Begivenhed fandt Sted om Morgenen,” blev Pulcheria Alexandrowna hurtigt ved, „hun gav Ordre til, at Hestene skulde spændes for, saa hun straks efter Middag kunde køre til Byen — hun skal endog have havt god Appetit om Middagen, siger de.”
