364
„Jeg maa erklære mig enig med Dem I, at saadanne Tilfælde virkelig kunde forekomme. Enfoldige og ærgerrige Personer vil vistnok bide paa den Krog … især Ungdommen.”
„Ja ser De!… naa … og hvad saa?”
„Ja, hvad saa,” sagde Raskolnikow smilende; „min Skyld er det da vel ikke! Det er engang saaledes og vil altid være saaledes. Han dér — her kastede han et Blik paa Rasumichin — sagde netop, at jeg tillod Blodsudgydelse. Hvad betyder saa det? Samfundet er jo garanteret ved Forvisninger, Fængsler, Undersøgelsesdommere, Tugthuse — hvad Foruroligende er der da? Find ham bare, Røveren!…”
„Naa, og naar vi saa finder ham?”
„Saa fortjener han ikke bedre."
„De rr meget logisk. Naa, men hvordan gaar det saa med hans Samvittighed?”
„Kommer det egentlig Dem ved?”
„Aa jo, selv om det saa bare var af Humanitetshensyn.”
„Den, som har nogen Samvittighed maa lide — hvis han indser sin Fejltagelse. Det er ogsaa en Straf for ham — rent bortset fra Tugthuset.”
„Naa, men de virkelig geniale,” spurgte Rasumichin og rynkede Panden, „de, som var begavede med det Privilegium at myrde, de maa altsaa slet ikke lide … ikke en Gang for det Blod, de har udgydt!”
„Hvorfor skal man her anvende Ordet ma! Her er hverken Tale om Tillædelse eller Forbud. Enhver, som lider ved at have begaaet Forbrydelsen — maa finde sig deri — Lidelser og Smærter er uadskillelige fra vidtomfattende Kundskab og fra Hjærtedybde. Virkeligt store Mennesker maa, synes
