365
jeg, bære en dyb Kummer i sig her paa Jorden…” tilføjede han pludselig grublende, idet hans Stemme slog om i en anden Tone.
Han slog Øjnene op, saa fordybet i Tanker paa dem alle, smilte og greb sin Hue. Sammenlignet med hans Overgivenhed, da han kom, var han nu for rolig, det følte han.
Alle rejste sig.
„Naa, De maa blive vred paa mig eller ikke, ærgre Dem eller ikke,” begyndte atter Porphyrius Petrowitsch, „men tillad mig endnu et lille Spørgsmaal, jeg vilde kun komme med en eneste lille Idé for ikke at glemme den…”
„Godt; kom De med Deres Ide,” sagde Raskolnikow, der stod alvorlig og bleg foran ham.
„Ja … jeg ved næsten ikke, hvorledes jeg bedst skal udtrykke mig … denne lille Ide er saa nydelig … saa rent psykologisk … Ser De, den Gang De skrev Deres Artikel — da var det dog umuligt, he, he! — at De ikke ogsaa skulde have regnet Dem til disse — naa, om det saa bare var en ganske lille Smule — til disse „usædvanlige”, til disse, som siger et nyt Ord, d. v. s. saadan som De mener det … Er det ikke rigtigt?
„Meget muligt!” svarede Raskolnikow foragteligt.
Rasumichin gjorde en Bevægelse.
„Og hvis det er rigtigt, vilde De da saa selv have Mod nok til, naa … saadan paa Grund af Uheld eller Trang, eller til Fremme af Menneskenes Vel — at overskride Skrankerne?… for Eksempel at dræbe eller røve?…”
Det var som om han atter blinkede til ham med det venstre Øje og lo uhørligt — aldeles som før.
„Selv om jeg virkelig havde overskredet Skran-
