366
kerne, saa vilde jeg selvfølgelog ikke sige Dem det,” svarede Raskolnikow med udfordrende, overmodig Foragt.
„Nej, det mener jeg heller ikke; det interesserer mig jo bare saadan i Almindelighed, specielt Fik bedre Forstaaelse af Deres Artikel i literær Henseende…”
Fy, hvor det er utilsløret og frækt, tænkte Roskolnikow med en kvalmende Følelse.
„Tillad mig kun den Bemærkning,” svarede han koldt, „at jeg hverken holder mig for en Muhammed eller en Napoleon eller noget lignende, at jeg altsaa heller ikke er i det Tilfælde at kunne give Dem en tilfredsstillende Erklæring om, hvorledes jeg i et saadant Tilfælde vilde handle.”
„Aa, bild mig det ind!… Hvem holder sig ikke her hos os i Rusland for en Napoleon — hvad?” sagde pludselig Porphyrius med fræk Fortrolighed. Endog i Betoningen af Ordene laa der denne Gang noget særlig tydeligt.
„Mon ikke en eller anden vordende Napoleon har slaaet vor Aljona Iwanowna ihjel med en Økse for en Uge siden?” udbrød pludseligt Sametow henne fra sin Krog.
Raskolnikow tav og saa stivt og fast paa Porphyrius.
Rasumichins Ansigt blev mørkt og han rynkede Panden. Han havde allerede før mærket noget og saa sig nu vredt om.
Et Minuts Tavshed paafulgte. Raskolnikow vendte sig om og vilde gaa.
„Gaar De allerede?” sagde Porphyrius høfligt, idet han paa det elskværdigste rakte ham Haanden. „Det var mig meget, meget behageligt at gøre Deres Bekendtskab, og hvad Deres Andragende angaar, saa vær uden Bekymring. Skriv kun det, jeg har sagt
