376
Den Gamle løftede denne Gang Øjnene og saa paa Raskolnikow med et uheldsvangert mørkt Blik.
„Morder!” sagde han pludseligt med sagte, men klar og tydelig Stemme.
Raskolnikow, som gik ved Siden os ham, følte sine Ben skælve, og en Kuldegysning trak ned over hans Ryg. Det var, som om hans Hjærte vilde holde op at slaa; saa bankede det pludseligt atter hæftigt.
Saaledes gik de igen omtrent et hundrede Skridt tavse ved Siden af hinanden.
„Hvad vil De … hvad fejler Dem … hvem er en Morder?” mumlede Raskolnikow næppe hørligt.
„Du er en Morder!” sagde den anden tydeligt og indtrængende og saa med et fjendtligttriumferende Blik direkte ind i Raskolnikows blege Aasyn og i hans Øjne, der var blevne ligesom tilslørede.
Begge var nu naaede til en Tværgade.
Den Gamle gik, uden at vende sig om, til venstre.
Raskolnikow blev staaende og saa længe efter ham. Han saa, hvorledes den anden, efter at have gaaet en halvtredsindstyve Skridt, vendte sig om for at betragte ham, der var bleven staaende ubevægelig paa samme Plet. Det forekom Raskolnikow, som om han ogsaa denne Gang saa paa ham med det samme isnende fjendtlige og triumferende Smil.
Med langsomme, besværlige Skridt, med vaklende Knæer og med en hastig Feber vendte Raskolnikow tilbage til sit Værelse.
Han lagde Huen paa Bordet og stod ubevægelig omtrent ti Minuter. Derpaa lagde han sig kraftløs og med en sagte Stønnen paa Sofaen, strakte sig
