378
utvivlsomt. Hvor stod han, og hvorfra har han set paa det? Hvorfor stiger han først nu frem af Jorden? Og hvorledes kan han have set det —— var det da en Umulighed for det? Hm!… Han følte atter Kulden og skælvede.
… Men Etuiet, som Nikolai fandt bag Døren, var det maaske ikke muligt? Er ikke ogsaa det et Stykke Bevis? Der fløj en Flue — den har set det! … Men er det dog muligt?”
Og han følte trods sin Modstand at Kræfterne forlod ham, og at han blev fysisk svagere.
… Det maatte jeg have vidst paa Forhaand, tænkte han med bitter Haan, og hvor kunde jeg da vove, naar jeg jo kendte mig selv … da jeg dog havde en Forudanelse om det — hvorledes kunde jeg da vove at gribe Øksen og besudle mig med Blod! Jeg var forpligtet til at vide det paa Forhaand … Ja, jeg vidste det jo ogsaa paa Forhaand … hviskede han i Fortvivlelse.
Alle Slags Tanker klamrede sig fast til ham.
… Nej, hine Mennesker er ikke saaledes beskafne; den sande Hersker, hvem alt er tilladt, ødelægger Toulon, sønderflænger Paris, glemmer en hel Armé i Ægypten, ofrer en halv Million Mennesker paa Felttoget til Moskwa, laver saa i Wilna et Ordspil af alt det; — og over ham rejser man efter hans Død Afgudsbilleder — altsaa ham er alt tilladt! Nej, slige Mennesker maa dog ikke være af Kød og Blod, men af Malm!
En pludselig Tanke bragte ham næsten til Latter.
… Napoleon, Pyramiderne, Waterloo — og en lille væmmelig Registratorskone, en elendig gammel Kælling, en Aagrerske med en rødbeslagen Kuffert under Sengen! — naa, hvem kan vel fordøje det, selv om det var en Porphyrius Petrowitsch!… Hvorledes skulde de Folk kunne fordøje sligt!
