382
Raskolnikow, men ilede efter ham. Da han var kommen ham paa ti Skridt nær, genkendte han ham pludselig og blev forskrækket, — det var den hemmelighedsfulde Gamle fra før, i samme Dragt og med den samme bøjede Ryg. Raskolnikow fulgte ham paa Frastand, hans Hjærte bankede; de bøjede ind i en Sidegade. Mon han véd, at jeg følger ham? tænkte Raskolnikow. Den Gamle gik ind i Porten til et stort Hus. Raskolnikow skyndte sig derhen og saa efter ham, om han vel vilde se sig om og vinke til ham? Ja, virkelig, da Manden allerede var gaaet gennem hele Porten og skulde til at gaa ind i Gaarden, vendte han sig pludseligt om, og det var, som om han atter vinkede. Raskolnikow gik straks efter ham, men i Gaarden saa han intet Spor af den Gamle. Altsaa maatte han være gaaet op heri Nærheden, ad den første Trappegang. Raskolnikow skyndte sig derhen, og rigtig, to Trapper højere op hørtes regelmæssige Skridt. Besynderligt, Trappen syntes ham saa bekendt! Der er Vinduet i første Etage; hemmelighedsfuldt og trist skinner Maanelyset gennem Ruderne; der er anden Etage, ha! just den Lejlighed, hvor Arbejderne malede … Hvordan kunde det være, at han ikke straks havde kendt Huset? Skridtene af den, som gik foran, kunde ikke mere høres, altsaa var han bleven staaende og havde formodentlig gemt sig et Sted. Der er tredie Etage; skulde jeg gaa videre?… og hvor stille alt er, man kan blive helt bange … dog, han gik videre. Lyden af hans egne Skridt ængstede og ophidsede ham. Gud, hvor der var mørkt! Her har den Gamle vist gemt sig et eller andet Sted i en Krog. Ah, Lejligheden staar paa vid Væg, — han betænkte sig et Øjeblik og gik derpaa ind. I Entreen var alt mørkt og tomt — der var ikke en Sjæl, det var, som alt Bohave var baaret ud; han gik paa Taaspidserne
