381
Siden af mig … for nylig gik jeg hen til Moder og kyssede hende, jeg husker det … Omfavne hende, og saa at tænke, at dersom hun vidste det, saa … Skulde jeg ikke sige hende det? Det kunde ligne mig … Hm! hun vil vel ogsaa blive saadan, som jeg er nu, — tilføjede han, idet han møjsommelig forfulgte sine Tanker, som om han kæmpede med de ham overvældende Syner. — Aa, hvor jeg nu hader hin elendige Gamle! Jeg troer, jeg vilde dræbe hende en Gang til, dersom hun skulde vaagne igen! Men den stakkels Elisabeth! Hvorfor skulde hun ogsaa komme til! Det er for Resten underligt, at jeg næsten slet ikke tænker paa hende, aldeles som om jeg ikke havde dræbt hende! Elisabet! Sofia!… I Stakler, I milde Væsener med de sky Øjne … I Kære!… Hvorfor græder I da ikke? Hvorfor stønner I ikke? … De giver alt hen … med deres blide og stille Blikke Sofia, Sofia, milde Sofia!…
Hans Sanser formørkedes. Det var besynderligt, at han slet ikke kunde huske, hvorledes han atter var kommen ud paa Gaden. Det var allerede sent paa Aftenen. Mørket blev stedse tættere, Fuldmaanen traadte stedse klarere og klarere frem; men det var saa lummert. Folk gik flokkevis paa Gaden; Haandværkere og Arbejdere gik hjem, andre spadserede; det lugtede af Kalk og Stav og af stillestaaende Vand. Raskolnikow gik afsted fuld af Græmmelse og Sorg; han huskede nok, at han var gaaet i en bestemt Hensigt, at han vilde gøre noget og maatte skynde sig, men hvad det egentlig var, det havde han glemt. Men pludselig blev han staaende og saa paa den anden Side af Gaden et Menneske staa og vinke til ham. Han gik over Gaden hen til ham, men da vendte Manden sig omkring og gik bort med sænket Hoved, som om han slet ikke havde bemærket ham. Vinkede han da virkelig? tænkte
