384
om Døren til Sovekammeret aabnedes lidt, og som om derinde blev lét og hvisket. Vreden overmandede ham, af alle Kræfter slog han løs paa den gamles Hoved, men for hvert Slag blev Latteren og Hviskningen inde fra Sovekammeret lydeligere og tydeligere, og den gamle var nu nær ved at falde omkuld af Latter. Han vilde allerede flygte, men hele Entrén var fuld af Mennesker, Døren som førte til Trappen, stod paa vid Væg, og paa Trappeafsatsen paa selve Trappen, helt ned — overalt var Mennesker, Hoved ved Hoved, de stod alle og saa til — men syntes at gemme sig i tavs Venten! — Hans Hjærte snørede sig sammen, han kunde ikke bevæge sine Fødder, de vare som fastnaglede … Han vilde skrige og — vaagnede.
Han aandede tungt; men mærkværdigt, Drømmen syntes endnu at vare ved — Døren stod paa vid Væg, og paa Tærskelen stod et ham aldeles fremmed Menneske og betragtede ham opmærksomt.
Raskolnikow havde knapt aabnet Øjnene, før han øjeblikkelig lukkede dem igen. Han laa paa Ryggen og rørte sig ikke.
… Er dette en Fortsættelse af Drømmen eller ikke — tænkte han og aabnede Øjenlaagene ganske lidt, næsten umærkeligt for at se efter: Den Ubekendte stod paa samme Plet og stirrede fremdeles paa ham.
Saa gik han forsigtigt over Tærskelen trak sagte Døren til efter sig, traadte hen til Bordet, ventede et Minut uden at vende Øjnene fra Raskolnikow og satte sig stille, lydløst paa Stolen ved Siden af Sofaen; Hatten satte han ved Siden af sig paa Gulvet støttede sig med begge Hænder paa Spadserestokken og sænkede Hagen ned paa Hænderne.
