Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/42

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

36

var Amalia Lippewechsel, der i egen Person trængte frem for at bringe Orden til Veje paa sin Maade, og under en Strøm af Skældsord og Trusler for hundrede Gang sagde til den stakkels Kone, at hun allerede i Morgen skulde flytte ud af Logis'et.

Da Raskolnikow gik, greb han i Lommen og fandt nogle Kobberpenge, han havde faaet tilbage paa den Rubel, han havde byttet i Knejpen; han lagde dem ubemærket i Vinduet. Men da han var kommen lidt ned ad Trappen, betænkte han sig og vilde gaa ind igen.

„Der har jeg igen gjort en Dumhed,” tænkte han; „de har jo deres Sofia, og jeg trænger selv til mine Penge!”

Men saa indsaa han, at han nu ikke kunde faa Pengene igen, og at han heller ikke kunde overtale sig selv til at tage dem. Han lod altsaa Pengene ligge og gik hjem.

„Desuden skal hun jo ogsaa have Pomade, denne Sofia,” vedblev han og smilte foragteligt. „Den Slags Renlighed koster Penge.... ja — hm!.... Det kan maaske være en uheldig Dag for lille Sofia … det gaar jo hende, som det gaar Jægeren med Vildtet.... som det gaar Guldgraveren.... og det kunde derfor let ske, at de uden mine Penge kom til at leve af Luftsteg… Ja — Sofia! De har forstaaet at grave en Brønd, som de nu henter Vand fra… nu tager de Nytte af den. Først græder de, siden æder de! — Denne Skurk, som kaldes Menneske, vænner sig ogsaa til alt!”

Han faldt i Tanker.

„Men om jeg nu har løjet,” udbrød han pludselig, „om Mennesket virkelig ingen Skurk er — Mennesket i Almindelighed, saa betyder det vel bare, at alt det andet ikke er andet end Fordomme… at der