32
af mine Tanker, som jeg en Gang før i en privat Samtale ved en Kop Kaffe meddelte Dem. Den af mig ytrede Anskuelse var, at Ægteskabet med en fattig Pige, der allerede havde lært Livets Sorger at kende, efter min Mening — betragtet fra den ægteskabelige Lykkes Standpunkt — var fordelagtigere end et med en til Overflod vant Pige, og dertil i moralsk Henseende nyttigere. Deres Søn overdrev forsætlig disse Ord lige til det absurde, beskylder mig for daarlige Hensigter, og det, som det lader, i Følge Deres eget Brev. Jeg vilde være meget glad, hvis det lykkedes Dem, Pulcheria Alexandrowna, at overbevise mig om det modsatte og derved berolige mig. Meddel mig altsaa, i hvilke Udtryk De har gengivet mine Ord i Deres Brev til Rodion Romanowitsch.”
„Jeg kan ikke huske dem,” sagde Pulcheria Alexandrowna forlegen, „jeg gengav det saadan, som jeg selv opfattede det. Jeg véd ikke, hvilke Udtryk Rodja har brugt lige overfor Dem … maaske han virkelig har overdrevet dem.”
„Uden Deres Indvilligelse kunde han vel ikke have faaet Anledning til det.”
„Peter Petrowitsch,” sagde Pulcheria Alexandrowna med Værdighed, „et Bevis for, at jeg og Dunja ikke har tillagt Deres Ord nogen meget slem Betydning, er det, at vi er her.”
„Meget godt, Moder!” sagde Dunja bifaldende.
„Altsaa ogsaa her er Skylden paa min Side,” svarede Lushin fornærmet. „Peter Petrowitsch, De anklager altid Rodion, men hvorfor har De selv i Deres Brev talt Usandhed om ham?” tilføjede Pulcheria Alexandrowna kækkere.
