33
„Jeg kan ikke huske, at jeg skulde have skrevet nogen Usandhed.”
„De skrev,” svarede Raskolnikow skarpt uden at vende sig til Lushin, „at jeg i Gaar ikke gav Pengene til den overkørte Embedsmands Enke, men til hans Datter, som jeg endnu i Gaar ikke havde mindste Bekendtskab til. De har skrevet det for at sætte Splid mellem mig og mine og har i den Hensigt omtalt denne Piges Opførsel, som De ikke kender, i uværdige Udtryk. Alt dette er Bagtalelse og Nederdrægtighed.”
„Undskyld mig, min Herre,” svarede Lushin skælvende af Arrigskab, „i mit Brev omtalte jeg Deres Egenskaber og Opførsel ene og alene som Følge af Deres Søsters og Moders Anmodning om at meddele dem, hvordan jeg havde truffet Dem og hvilket Indtryk De havde gjort paa mig. Hvad mit Brev angaar, saa beder jeg Dem paavise blot en eneste Linie, som ikke stemmer med Virkeligheden, det vil sige, paavise, at De ikke har givet Pengene væk, og at der i denne, visselig ulykkelige Familie ikke ogsaa gives uværdige Personligheder.”
„Efter min Mening er De med alle Deres Fortrin ikke saa meget værd som Lillefingeren paa denne ulykkelige Pige, som De kaster Sten paa.”
„De vilde altsaa beslutte Dem til at indføre hende i Deres Moders og Søsters Selskab?”
„Det har jeg allerede gjort, om De vil vide det. Jeg har i Dag ladet hende tage Plads ved Siden af Dunja og Moder.”
„Rodja!” udbrød Pulcheria Alexandrowna.
Dunetschka rødmede, og Rasumichin rynkede Øjenbrynene; Lushin smilede haanligt og overmodigt.
„Naa, indser De nu ikke selv, Awdotja Romanowna, at her er en Forsoning umulig? Jeg haaber,
