Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/447

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

55

ædel … Hendes Overbevisning er, at der overalt maa herske Retfærdighed, og hun kræver Retfærdighed af enhver. Hun begriber ikke, at Menneskene ikke al Tid kan være retfærdige og er derfor al Tid ophidset … som et Barn, aldeles som et Barn. Hun er retfærdig og vil Retfærdighed.”

„Hvad vil huu nu gøre?”

Sofia saa spørgende paa ham.

„Baade hun og Børnene ligger jo nu Dem til Byrde. Ja, De har jo nok ogsaa før maattet sørge for alt; den Afdøde selv har jo tigget af Dem. Men hvad skal det nu blive til?”

„Jeg véd det ikke,” sagde Sofia sørgmodig.

„Bliver de boende derhenne?”

„Jeg véd ikke, de skylder Husleje, men Værtinden skal i Dag have sagt, at de nu ubetinget maa flytte; Katerina Iwanowna siger selv, at hun ikke vil blive der et Minut længere.”

„Med hvilken Ret gør hun sig da saa vigtig? Hun gør vel Regning paa Dem?”

„Ak nej, tal ikke saaledes… vi er enige og kommer meget godt overens med hinanden,” begyndte Sofia atter bevæget og endog lidt stødt — hun blev ivrig lige som en lille Fugl, man har drillet. „Ja, hvad skal hun gøre?… hvad… hvad skal hun tage sig til?…” spurgte hun bevæget. „Hvor hun græd i Dag!… Hun begynder virkelig at blive svag paa Forstanden, har De ikke ogsaa lagt Mærke til det? Ja, ganske vist; først er hun ængstelig for Gravøllet… saa vrider hun Hænderne, hoster Blod, græder; saa begynder hun, ligesom i Fortvivlelse, at løbe Hovedet mod Væggen. Derefter trøster hun sig igen; hun haaber altid paa Dem og siger, at De nu bliver hendes Hjælper; hun vil laane lidt Penge et eller andet Sted og rejse med mig til sit Hjemsted; der vil hun oprette