54
„I Dag var det ligesom om jeg saa ham, hviskede hun.
„Hvem?”
„Fader. Jeg gik paa Gaden her nede ved Hjørnet, mellem ni og ti; og da var det som om han gik foran mig. Aldeles som om det var ham. Jeg vilde gaa hen til Katerina Iwanowna…”
„De spaserede?”
„Ja,” hviskede Sojie atter forlegent og med nedslagne Øjne.
„Slog Katerina Iwanowna Dem, da De endnu boede hjemme hos Deres Fader?”
„Aa nej, hvad tænker De paa … nej, nej!”
Hun saa ordentlig ængstelig paa ham.
„Altsaa holder De af hende?”
„Hvem, Katerina Iwanowna? — aaja! …” sagde hun langsomt og klagende, men foldede derved sine Hænder saa sørgmodigt. „Ak, De kender hende ikke, hun er jo ganske som et Barn, hendes Forstand har lidt … af Sorger; og hun var saa klog, var saa højmodig … saa herlig! De ved det ikke, De kan jo ikke vide det … ak!”
Sofia sagde dette i en fortvivlet Tone; hun var bevæget og vred Hænderne. Hendes blege Kinder blev farvede af en stærk Rødme, og hendes Træk var fulde af Kval. Man saa paa hende, at en meget smærtelig Stræng i hendes Indre var bleven berørt; at der var noget, som hun gærne vilde have sagt og forsvaret. En ubegrænset Medfølelse stod at læse i hendes Træk.
„Hvorledes falder det Dem ind, at hun har slaaet mig? Herre Gud, slaaet!… Og selv om hun havde slaaet mig, hvad gjorde saa det? Naa, hvad kunde det have skadet? De ved ingen Ting, slet ingen Ting! Hun er saa ulykkelig, ak saa ulykkelig — og syg … Hun søger Retfærdighed … hun er saa
