53
„Ja.”
„Naa ja!.... naturligvis!…” sagde han afbrudt.
Ansigtsudtrykket og Stemmen havde atter pludseligt forandret sig. Han saa sig atter omkring.
„De har altsaa lejet dette Værelse af Kapernaumow?"
„Ja.”
„Han bor der bag den Dør?”
„Ja … han har et Værelse ligesom dette.”
„Hele Familien bor i et —”
„Ja!”
„Jeg vilde være bange for at opholde mig om Natten i Deres Værelse,” bemærkede han tungsindigt.
„Folkene er meget venlige,” svarede Sofia, der endnu ikke rigtig kunde samle sine Tanker, … „al Ting, Møblerne altsammen tilhører dem. De er meget venlige Børnene, kommer ofte ind til mig…”
„De stammer jo?”
„Ja, og han stammer ogsaa og er halt. Hans Kone er det heller ikke rigtig fat med, hun stammer just ikke, men det er, som om hun ikke kunde udtale al Ting, … hun er saa god; han var før Tjener i et Hus; de har syv Børn … kun den ældste stammer, de andre er nok sygelige, men de stammer ikke … Hvoraf véd De ellers det?” spurgte hun med nogen Forundring.
„Deres Fader fortalte mig det en Gang. Han har fortalt mig hele Deres Historie … han fortalte ogsaa om det, da De gik ud Klokken seks og kom hjem Klokken ni … og hvordan Katerina Iwanowna laa paa Knæ for Deres Seng.”
Sofia blev forlegen.
