57
en Bog af Andrej Ssemjonytsch, af Lebesätnikow, som ogsaa bor der og altid bragte slige latterlige Bøger med sig. Men jeg svarede: „Jeg maa gaa nu!” For jeg havde ingen Lyst til at læse højt og var egenlig kommen for at vise Katerina Iwanowna nogle Kraver og Mansketter, som Elisabeth havde bragt mig — de var billige og meget pæne. Katerina Iwanowna syntes godt om dem, hun passede dem, saa sig i Spejlet og kunde slet ikke skille sig fra dem: „Giv mig dem, Sofie, kære Du”, sagde hun og vilde saa gærne beholde dem. Men hvad skulde hun bruge dem til? Det var jo bare Erindringen om tidligere, lykkeligere Tider! Hun ser sig i Spejlet, glæder sig over dem, men har ingen Klæder, der passer til dem, hvad hun for Resten ikke har havt i mange Aar! Hun beder ellers aldrig om noget, ikke hos nogen som helst, hun er saa stolt og giver heller selv det allersidste bort; og netop den Gang besluttede hun sig til at bede, — saa godt syntes hun om dem! Men jeg havde ikke Lyst til at give dem bort; hvad skal Du med det, Katerina Iwanowna? sagde jeg. Allerede det var for meget! Hun saa saa sørgmodigt paa mig, og det gjorde hende saa ondt, da jeg afslog hendes Bøn; bare det at se paa hende var en sand Lidelse; Og det var ikke for Kravernes Skyld, men fordi jeg havde nægtet hende noget, jeg saa det paa hende. Ak, hvor gærne vilde jeg nu ikke gøre alt godt, tage alle de Ord tilbage… Ak ja … dog … det er Dem jo ganske ligegyldigt!”
„De kendte altsaa Smaahandlersken Elisabeth?”
„Ja!… De ogsaa?” spurgte hun med nogen Forundring.
„Katerina Iwanowna har Tæring, en ondartet Tæring; hun dør snart,” sagde Raskolnikow efter
