71
Hun saa paa ham uden at forstaa ham. Hun forstod kun, at han maatte være uendelig ulykkelig.
„Ingen af de andre vil forstaa Dig, om Du taler med dem,” vedblev han, „men jeg har forstaaet Dig. Jeg kan ikke undvære Dig, derfor er jeg kommen til Dig.”
„Jeg forstaar det ikke,” hviskede Sofia.
„Du skal siden forstaa det. Har Du kanske ikke gjort det samme? Du har ogsaa overskredet Skranken … har formaaet at overskride den. Du har lagt Haand paa Dig selv. Du har ødelagt et Liv … dit eget — det er det samme — Du havde kunnet leve i Aand og Fornuft, og maa nu ende i de gemeneste Lasters Huler. Men Du vil ikke kunne holde det ud, og naar Du bliver alene, vil Du miste Forstanden lige som jeg. Du er allerede nu paa Veje til det, altsaa maa vi gaa sammen, slaa ind paa samme Vej! Kom altsaa!”
„Hvorfor? Men hvorfor ?” sagde Sofia, der var ejendommeligt rørt og grebet af hans Ord.
„Hvorfor? Fordi det ikke kan blive ved saaledes — derfor! Man maa dog endelig lære at bedømme sin Stilling aabent og ærligt, men ikke bare græde kvindagtigt og sige, at Gud ikke vil tillade det! Naa, og hvad skal det saa blive til, naar de virkelig i Morgen bringer Dig til Hospitalet? Hun, din Stedmoder, har mistet Forstanden og har Tæring, dør vistnok snart … og Børnene? Vil ikke ogsaa Poletschka gaa til Grunde? Har Du ikke her paa Gadehjørnerne ofte set Børn, som er sendte ud af deres Mødre for at tigge? Jeg har skaffet mig Underretning om, hvor og under hvilke Forhold disse Mødre lever. Det er Steder, hvor Børnene ikke længer kan blive Børn. Der bliver de til Tyvepak allerede ved 7-Aars-Alderen. Men Børnene er jo — Kristi Billede! „Himmeriges Rige er deres”. Han sagde,
