77
mer behøves ikke,” sagde han hurtigt bekræftende og og lagde Papiret paa Bordet.
„De sagde i Gaar — tror jeg — at De vilde spørge mig … formelt … om mit Bekendtskab til den … Dræbte?” begyndte atter Raskolnikow. Hvorfor skulde jeg nu indflette dette „tror jeg” foer det igennem ham. Hvorfor bliver jeg nu urolig over, at jeg har indflettet dette „tror jeg?” var hans næste lynsnare Tanke.
Han følte pludseligt, at i Porphyrius' Nærværelse antog hans Mistænkelighed atter uhyre Dimensioner … og at deri laa en stor Fare … Nerverne blev ophidsede af det, hans Uro forøget … Det er uheldigt!… jeg kommer atter til at forsnakke mig!
„Ja, ja, ja! Bryd Dem ikke om det! Det haster jo ikke, vi har god Tid!” mumlede Porphyrius Petrowitsch og gik under dette stadig op og ned uden noget Maal, idet han af og til undveg Raskolnikows Blikke og saa atter betragtede ham stivt.
Hans lille, tykke, runde Figur tog sig ud som om den rullede omkring som en Kugle og syntes at prelle af fra alle Vægge og Hjørner.
„Vi har jo Tid… Ryger De?”
Han rakte ham en Cigaret.
„… Jeg modtager Dem her, men min Bolig er dér, bag den Væg, det er min Embedsbolig. Imidlertid har jeg ogsaa en privat Bolig. Her er en Del Reparationer at gøre. Men nu er allerede næsten alting færdigt… En Embedsbolig er dog en prægtig Ting, en prægtig Ting!… Ikke sandt? Hvad mener De?”
„Jo, en prægtig Ting,” svarede Raskolnikow og saa næsten spottende paa ham.
„En prægtig Ting, en prægtig Ting…” gentog Porphyrius Petrowitsch, som om han tænkte paa
