90
vor man endnu slet ikke behøver ham, taler stadig om Ting, han heller skulde tie om, giver al Slags Allegorier tilbedste, ha, ha! Han bliver utaalmodig, kommer endelig selv og spørger, hvorfor man da egentlig venter saa længe med at sætte ham fast? ha, ha, ha! — og sligt kan passere det skarpsindigste Menneske, endog en Psykolog og Literat! Naturen er et Spejl, det klareste Spejl, som gives; se bare derind og fryd Dig — det er Sagen! — Ja, hvorfor er De nu pludselig bleven saa bleg, Rodion Romanowitsch, er det Dem for varmt?… skal jeg ikke aabne Vinduet?”
„Aa, nej Tak, gør Dem ingen Ulejlighed,” sagde Raskolnikow og begyndte pludselig at le, „nej Tak, gør Dem slet ingen Ulejlighed!”
Porphyrius blev staaende foran ham, ventede lidt, og begyndte saa selv at le.
Raskolnikow rejste sig fra Sofaen og afbrød pludselig sit Latteranfald.
„Porphyrius Petrowitsch,” sagde han højt og tydeligt, skønt han knap nok kunde staa paa sine skælvende Ben: „jeg indser endelig klart, at De tydeligt mistænker mig for at have dræbt hin gamle og hendes Søster Elisabeth. Jeg paa min Side tillader mig at oplyse Dem om, at alt dette forlængst gør mig vammel. Hvis De finder, at De har Adgang til retsligt at forfølge mig, saa forfølg mig, arrester mig. Men jeg taaler ikke længer, at man ler mig op i Ansigtet og lægger mig paa Pinebænken…”
Hans Læber skælvede, Vreden luede i hans Øjne, og hans hidtil mere dæmpede Stemme blev stedse lydeligere.
„Jeg taaler det ikke!” raabte han pludseligt og slog med al Kraft i Bordet, „hører De, Porphyrius Petrowitsch, jeg taaler det ikke!”
