89
Mening en prægtig Ting; er saa at sige et naturligt Smukke og en Trøst for Livet — og hvor man dog kan udføre sine Kunststykker med den!.... saadan en stakkels Undersøgelsesdommer har naturligvis ingen Ide om, hvorledes de kunde forklares, især naar han endnu selv følger sin egen Fantasi, som det jo al Tid plejer at gaa; thi han for sit Vedkommende er da bare et Menneske. Men saa kommer den menneskelige Natur, og det er den, som tilsidst hjælper den stakkels Undersøgelsesdommer ud af det, ja saadan er det just! Og paa dette tænker denne skarpsindige Ungdom slet ikke, „den overskrider alle Hindringer,” som De behagede paa den aandrigste og fiffigste Maade at udtrykke det! Lad os antage at han vil lyve; det vil sige det enkelte Menneske, og lyve paa den fiffigste, mest udmærkede Maade; saa skulde man vel mene, at nu kunde han triumfere, høste Frugterne af sin Skarpsindighed? Isteden derfor gaar det — plump! — — og ved det interessanteste, skandaløseste Sted falder han pludselig i Afmagt. Ganske vist, dette er jo kun Sygdommen og Værelsets Lummerhed Skyld i — men alligevel! En Mistanke er for Haanden! Løjet har han vistnok vidunderligt, men sin Natur kunde han dog ikke beregne. Deri ligger just Hunden begravet! En anden Gang begynder han, henrevet af sit Skarpsind, at drille den Person, som mistænker ham; lader som om han blegnede med Hensigt, ligesom for Spøg; men — saa blegner han pludselig en Gang naturligt, kommer Sandheden for nær, — og har atter vakt Mistanke! Skulde han end have skuffet den anden første Gang, saa kommer dog denne, naar han faar sovet paa det, undervejr med hans Kneb, hvis han blot selv er en dreven Fyr. Og saadan gaar det Skridt for Skridt. Ja, mere endda, han løber langt forud, stikker Hovedet ind,
