Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/492

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

98

kow gik hen til Døren, forsøgte at aabne den, men den var lukket.

Den er lukket, og her er Nøglen,” sagde Porphyrius.

Han viste ham Nøglen, som han tog ud af Lommen.

„Det er atter Løgn! brølede Raskolnikow, som ikke længer kunde beherske sig; Du lyver fordømte Nar!” og han styrtede sig ind paa Porphyrius, der veg tilbage, men ikke blev bange i mindste Maade.

„Jeg begriber nu alt!” skreg Raskolnikow. „Du lyver og driller mig, for at jeg skal forraade mig —”

Mere kan man dog ikke forraade sig, allerbedste Rodion Romanytsch. De er jo aldeles ude af Dem selv. Skrig ikke saa højt ellers maa jeg kalde Folk til.”

„Du lyver, ingen Ting vil ske! Kald bare paa dine Folk! Du vidste, at jeg var syg og vilde blot tirre mig til Raseri, saa jeg skulde forraade mig, det var din Hensigt! Nej — hid med Kendsgærninger! Jeg forstaar nu al Ting! Du har ingen Kendsgærninger, men bare elendige, intetsigende Formodninger, Sametowsk Mistanke! Du kendte min Karakter, Du vilde bringe mig aldeles ud af Koncepterne og saa pludselig med Præster og Retsvidner gøre det af mig … Du venter paa dem? ikke sandt? Hvorfor venter Du endnu? Hid med dem!”

„Om hvad for Vidner taler De egentlig allerkæreste? Hvad dog Menneskene kan hitte paa! Den Maade man formelt bruger, er jo slet ikke saaledes De kender aldeles ikke Forretningsgangen, min kære … Formaliteterne kommer nok i sin Tid, vent