105
meget fint, skarpsindigt Hoved: Just den komiske Side opfatter De .... ha, ha! Gogol, tror Jeg havde ogsaa denne Gave i højeste Grad, ikke sandt?”
„Javel, Gogol.”
„Ja, ja, Gogol . . . Altsaa paa et behageligt Gensyn!”
„I lige Maade!”
Raskolnikov gik direkte hjem.
Han var dog til Slut bleven saa forvirret, at da han kom hjem og havde sat sig paa Sofaen, behøvede han mindst et Kvarter til at hvile sig ud og nogenlunde samle sine Tanker.
Paa Nikolaj vovede han endnu ikke at tænke! han følte, at han var stærkt rystet; at der var noget uforklarligt vidunderligt i Nikolajs Tilstaaelse, noget han endnu ikke kunde begribe. Men Tilstaaelsen var i al Fald en Kendsgærning.
Følgerne deraf stod ham straks klart: Løgnen maatte snart komme for Lyset, og da var Turen atter til ham.
Men han var dog i det mindste fri foreløbig og maatte benytte Tiden til at udrette noget for sig, thi Faren var uundgaaelig.
Men til hvilken Grad var Faren for Haanden?
Situationen begyndte at klare sig.
Da han nu atter gennemgik Scenen med Porphyrius, kunde han ikke værge sig mod Følelsen af en gruelig Skræk.
Alle Porphyrius' Hensigter kendte han sikkert nok ikke endnu og kunde heller ikke endnu gennemskue hans Beregninger. Men en Del af Spillet laa allerede oplagt for ham, og ingen kunde naturligvis bedre end han bedømme, hvor frygteligt dette „Træk” i Porphyrius' Spil var for ham. Der manglede kun lidt i, at han havde forraadt sig.
