106
Porphyrius, som kendte sin Modstanders Karakter og sygelige Tilstand, og straks rigtig havde grebet og benyttet den, handlede vel hensynsløst, men med sikkert Held.
Det lod sig ikke nægte, Raskolnikov havde allerede forud kompromitteret sig iilstrækkeligt, men til Kendsgærninger var det dog endnu ikke kommet.
Men nu var Spørgsmaalet: opfattede han ogsaa al Ting rigtigt, tog han ikke Fejl? Var der virkelig i Tag noget forberedt derhenne? Og hvilket? Paa hvilken Maade vilde de være skiltes ad i Dag, hvis ikke den uventede Katastrofe med Nikolaj var kommen?
Porphyrius havde næsten lagt Spillet op; det var vovet Spil, men han havde gjort det; og havde han haft mere at sige, var han nok kommen frem med det, mente Raskolnikow.
Men hvad var det for en „Overraskelse?" vilde han bare spænde hans Nysgærrighed med det? Havde det noget at betyde eller ikke? Kunde der derunder skjule sig noget, der saa ud som et Faktum, som en positiv Anklage? Maaske Manden fra i Gaar? Hvor mon han var? Og hvis Porphyrius overhovedet har noget positivt, saa er det i al Fald i Forbindelse med dette Menneske.
Han sad paa Sofaen, lod Hovedet hænge, støttede sig paa Knæerne og dækkede Ansigtet med degge Hænder.
Nerverne i hele hans Legeme skælvede endnu.
Endelig rejste han sig, tog Huen, betænkte sig og vendte sig mod Døren.
Han havde en Slags Forudførelse af, at han i det mindste i Dag ikke behøvede at frygte noget. Det var en Art Glæde, der nu strømmede gennem hans Hjærte; han vilde skynde sig til Katerina Iwanowna; til Begravelsen kom han nu vistnok for sent
