45
ogsaa i Omegnen. Jeg var bleven helt syg, Dunja var langt modigere; Du skulde bare have set, hvordan hun stadig trøstede mig. Hun er en Engel! Vore Prøvelser fik dog omsider ved Guds Naade og Barmhjærtighed Ende.
Hr. Swidrigailow, der tydeligt nok fortrød den Uret, der var tilføjet Dunja, og havde Medlidenhed med hende, gik i sig selv og gav sin Kone klare og tydelige Beviser paa Dunjas Uskyldighed. Han viste hende et Brev fra Dunja, som hun allerede havde skrevet til ham før Scenen i Haven for at undgaa mundtlige Forklaringer og hemmelige Sammenkomster. Hun havde i dette Brev bebrejdet ham hans uværdige Opførsel; hun havde forestillet ham, at det var skammeligt af ham, der havde Hustru og Børn, at ville gøre en ung, værgeløs Pige ulykkelig. Med ét Ord, kære Rodja, Brevet var saa smukt og ædelt skrevet, at jeg ikke kunde læse det uden at briste i Graad: Hun nævnede ogsaa Tjenestefolkene, der vidste meget mere end Hr. Swidrigailow anede. Marta Petrowna sagde, at hun følte sig som lynslaaet. Om Dunjas Uskyldighed var hun nu fuldstændig overbevist, og allerede næste Dag, en Søndag, kom hun styrtende lige ind i Domkirken, kastede sig paa Knæ og bad med Taarer Himmeldronningen om Styrke til at bære denne nye Prøvelse og gøre sin Pligt. Uden at sige et Ord i Forvejen kom hun fra Kirken lige hjem til os, fortalte os grædende alt, omfavnede Dunja og bad hende om Tilgivelse. Og selv samme Dag lød hun rundt i Byen og fortalte alle og enhver om Dunjas Uskyldighed og om hendes beundringsværdige Opførsel; hun foreviste Dunjas Brev, ja hun lod det endog afskrive — noget, der efter min Mening virkelig var unødvendigt —. Paa denne Maade foer hun rundt i flere Dage; der var nogle, der ligefrem beklagede sig
