44
Petrowna havde taget fejl af det hele og beskyldte Dunja for at være Skyld deri. Der blev opført en frygtelig Scene i Haven. Marta Petrowna vilde intet høre; hun slog endog til Dunja, teede sig som en Gal og endte med at sende Dunja hjem til mig paa en Bondevogn. Alt, hvad hun ejede, Linned Klæder og det hele blev pakket sammen imellem hinanden og kastet op paa Vognen. Og saaledes forhaanet og fornærmet maatte Dunja paa en aaben Vogn i en øsende Regn køre de sytten Werst, der var hjem til os.
Hvorledes skulde jeg saa kunne svare paa det Brev, jeg for to Maaneder siden fik fra Dig? Jeg var fortvivlet! Sandheden turde jeg ikke skrive — den vilde bare gøre Dig ulykkelig, oprørt og forbitret, og hvad vilde Du saa kunne have udrettet? Kanske styrte Dig selv i Fortræd. Dunja vilde heller ikke have det. Men jeg kunde heller ikke fylde et helt Brev med tom Snak, mens saa tung en Sorg trykkede mig. En hel Maaned havde Bysladderen travlt med denne Begivenhed. Det gik saa vidt, at vi ikke mere kunde gaa i Kirke, saadan summede denne Tisken og Hvisken om vore Øre; man talte ganske højt om det i vor Nærhed. Vore Bekendte gik af Vejen for os, de hørte op med at hilse paa os, og jeg fik fra sikker Kilde at vide, at nogle unge Mennesker vilde oversmøre vor Gadedør med Tjære, saa Værten paa Forhaand bad os om at flytte. Alt dette var Marta Petrownas Skyld; hun gik rundt og bagtalte Dunja. Hun kendte jo hele Byen og kom den Gang næsten daglig herind. Hun holder meget af at sladre og tale om sine mest private Anliggender, og især kan hun ikke blive træt af at rive ned paa sin Mand — en meget styg Vane for Resten — saa havde hun i meget kort Tid faaet udspredt sin Historie, ikke alene over hele Byen, men
