127
„Og noblere — fremfor alt noblere… ha, ha, ha!”
„Hvad mener De med det, noblere? Jeg forstaar ikke saadanne Udtryk, naar de maa henføres til Ytringerne af menneskelig Virksomhed. „Noblere, højmodigere” — alt det er Vrøvl, forældede Ord fuld af Fordomme, som jeg bryder mig fejl om! Alt, hvad der er nyttigt for Menneskeheden, er ogsaa nobelt. Jeg forstaar blot det ene: nyttigt! — Fnis De bare saa meget De vil, det forholder sig dog saaledes!”
Peter Petrowitsch lo højt.
Han var færdig med at tælle sine Penge og gemte dem. En Del af dem blev for Resten liggende paa Bordet.
Dette „Spørgsmaal om Møgkulerne” havde, trods sin Tarvelighed, allerede oftere givet Anledning til Strid og Tvist mellem de to. Denne Gang havde Lushin lagt an paa at gøre Lebesätnikow rasende.
„Det er Deres Uheld i Gaar, som bevirker, at De nu er saa ondskabsfuld,” udbrød pludselig Lebesätnikow; trods sin „Uafhængighed” og trods sine „Protester” vovede han ikke rigtig at opponere mod Peter Petrowitsch; han havde ogsaa fra Ungdommen af en vis Respekt for ham, som han ikke kunde sige sig fri for.
„Sig mig heller,” afbrød Peter Petrowitsch ham overmodig og haanlig, „om De kan … eller endnu bedre, — om De virkelig staar paa en saa fortrolig Fod med ovennævnte Person, at De tør vove at bede hende komme herhen; nu straks, bare for et Minut og i dette Værelse. Det lader til, at de allesammen nu er komne tilbage fra Kirkegaarden … man hører Fodtrinene derude … Jeg vilde gerne se hende, denne Person.”
