175
ning! — Poletschka, bliv hos Børnene, jeg kommer straks igen. Vent paa mig, om det saa bliver nede paa Gaden. Vi skal da først se, om der ikke findes Ret og Retfærdighed for den Fattige!”
Katerina Iwanowna kastede et Tørklæde om Hovedet, trængte sig gennem den tætte, drukne Flok, som endnu opfyldte Stuen, og styrtede stønnende og grædende ud paa Gaden.
Poletschka var forskrækket flygtet med Børnene heni Krogen til Kufferten og ventede dèr, med begge de Smaa i sine Arme, skælvende paa Moderens Tilbagekomst.
Amalia Iwanowna fo'r omkring i Værelset, bandte og skældte og kastede alt, hvad hun fik i Hænderne, ned paa Gulvet. Der var et Helvedes Spektakel.
Lejeboerne skreg sloges og skældte ud, nogle begyndte endogsaa at synge…
Nu er det nok paa Tide, at jeg ogsaa gaar — tænkte Raskolnikow. — Naa Sofia Ssemjonowna, nu skal vi høre, hvad De vil sige!
Og han gik afsted til Sofias Bolig.
X.
Raskolnikow havde været en virksom og kraftig Forsvarer af Sofia mod Lushin, skønt han selv bar paa en saa stor Lidelse og Kval.
Men just fordi han allerede om Morgenen havde gennemgaaet saa meget, var han ligefrem glad over at kunne faa Luft for de Indtryk, der var bleven
