174
dog, trods hendes bevislige Uskyldighed i Tyveriet, Følelsen af Hjælpeløshed og Krænkelse saa stærk, at hendes Hjærte truede med at briste — hun fik et hysterisk Anfald. Tilsidst kunde hun ikke længer holde det ud, hun styrtede ud af Værelset og løb hjem. Dette skete straks efter, at Lushin havde fjærnet sig.
Da Amalia Iwanowna under alle de Tilstedeværendes lydelige Latter fik Glasset i Hovedet, vilde hun naturligvis ikke finde sig i paa denne Maade at maatte bøde for andres Skyld. Skældende og smældende styrtede hun som en Furie løs paa Katerina Iwanowna, hvem hun nu gav Skylden for alt.
„Ud af Lejligheden! Straks! Marsch!”
Og med disse Ord greb hun alt, hvad hun kunde faa fat i af Katerina Iwanownas Sager og kastede det paa Gulvet.
Katerina Iwanowna, der var sunken hen paa Sengen, bleg og aandeløs og næsten afmægtig, sprang op og styrtede løs paa Amalia Iwanowna. Men Kampen var altfor ulige. Denne puffede hende fra sig som et Barn.
„Hvad, er det ikke nok, at man bagtaler os paa den mest samvittighedsløse Maade — dette Menneske vil altsaa kaste os ud af Huset! Paa min Mands Begravelsesdag jager man mig ud af Lejligheden, efter at jeg først har beværtet alle? — paa Gaden med de Faderløse! Hvor skal jeg nu tage hen?…” stønnede den stakkels Kvinde hulkende og aandeløs. „Herre Gud!” raabte hun pludselig og hendes Øjne funklede, „gives der da ingen Retfærdighed mer! Hvem kan vel have mere Brug for din Beskyttelse end vi stakkels Faderløse?… Der maa da vel endnu findes Ret og Retfærdighed i denne Verden — der maa! Jeg vil finde den, og det nu straks!… Vent bare, din ugudelige Skab-
