205
Mening; jeg begriber fuldkommen, hvorledes dit Sind maa være oprørt, og at denne Sindsstemning kan efterlade sig Spor for bestandig; det er det, jeg er bange for. At Du forlod os, det fordømmer jeg Dig ikke for; tilgiv mig derfor, at jeg gjorde Dig Bebrejdelser for det. Jeg føler ved mig selv, at hvis jeg havde at bære en saa stor Lidelse, da vilde jeg ogsaa gaa af Vejen for alle. Moder skal jeg ikke fortælle noget om det, men skal bestandig tale om Dig og vil i dit Navn sige hende, at Du meget snart vil komme til hende. Pin Dig altsaa ikke for hendes Skyld; jeg skal nok berolige hende, men Du maa heller ikke martre hende for meget — kom i det mindste en Gang nu og da — betænk, at det er din Moder! Jeg er bare kommen for at sige Dig, at hvis Du skulde behøve mig … eller … mit hele Liv skulde … være Dig nødvendigt … saa kald paa mig — jeg skal komme. Farvel!”
Hun vendte sig og gik mod Døren.
„Dunja!” sagde Raskolnikow, han rejste sig og gik hen til hende, „denne Rasumichin er et meget godt Menneske!”
Dunja rødmede en Smule.
„Naa?” spurgte hun efter et Minuts Venten.
„Han er en virksom, arbejdsom, en ærlig Mand og har Ævnen til at elske med hele sin Sjæl .... Farvel, Dunja!”
Dunja flammede op; saa blev hun urolig.
„Men hvad er dog dette, Broder? — skal vi da skilles for evig, siden Du… efterlader mig en saadan Arv?”
„Det er det samme… Levvel!”
Han vendte sig om og gik til Vinduet, medens hun et Øjeblik saa uroligt paa ham og derefter gik ud, stærkt bevæget.
Nej, det var ikke Kulde lige over for hende. I
