206
sidste Øjeblik havde han endog den største Lyst til at omfavne hende inderligt og tage Afsked med hende; vilde endog sige hende det — men tilsidst kunde han ikke engang beslutte sig til at række hende Haanden.
Hun vilde da maaske siden endogsaa gyse, tænkte han, naar hun mindedes, at jeg nu havde omfavnet hende .... vilde sige, at jeg havde stjaalet hendes Kys.
Mon de skulde kunne bære det? tænkte han efter nogle Minuters Forløb. — Nej, de kunde ikke bære det … Aldrig!
Han tænkte paa Sofia.
Fra Vinduet blæste der en frisk Luftning. Dèr ude var det ikke længer saa lyst og solklart. Han tog Huen og gik. Om sin sygelige Tilstand kunde og vilde han ikke bekymre sig. Men hele denne uafbrudte Ophidselse og al denne Sjæleangst kunde naturligvis ikke blive uden Følger. Naar han hidtil endnu var undgaaet en hidsig Feber, saa var det maaske blot den evige indre Ophidselse, der endnu holdt ham oppe og ved Bevidsthed, men blot kunstigt og indtil et vist Tidspunkt.
Han strejfede omkring uden Maal.
Solen gik ned.
Han havde i nogen Tid følt en ejendommelig Angst. Denne Følelse var ikke netop ætsende eller brændende, men der syntes at ligge noget vedvarende i den; han havde en Forudfølelse af ubegrænset, isnende Sjæleangst. Om Aftenen pinte denne Følelse ham i Reglen mest.
Med saadanne enfoldige, rent fysiske Svagheder, som maaske afhænger af Solnedgangen eller lignende, skal man nu vogte sig for Dumheder! I en saadan Tilstand var man jo i Stand til at gaa hen til Sofia mumlede han fuld af Foragt.
