217
aristokratiske … Ha!” — hun foer pludselig sammen, kom til sig selv og saa forskrækket om, men genkendte straks Sofia. „Sofia, Sofia!…” sagde hun sagte og venligt, som om hun undrede sig over at se hende her, „kære Sofia, er Du ogsaa her?…”
De rejste hende atter op.
„Det er nok … Tiden er kommen … Lev vel, Du Stakkel … Øget er hidset til Døde … de har jaget det fordærvet!” skreg hun fortvivlet og hadefuldt og faldt med Hovedet tilbage paa Puden.
Hun havde atter tabt Bevidstheden — for sidste Gang.
Det voksblege, udtørrede Ansigt lagde sig tilbage, hun aabnede Munden, Benene strakte sig kramaptigt ud, hun aandede dybt — og var død.
Sofia kastede sig hen over Liget, omfavnede det, og blev liggende saaledes med sit Hoved ved Enkens udtørrede Bryst.
Poletschka greb om Moderens Fødder og kyssede dem, idet hun græd højt, medens Kolja og Lydia, som endnu ikke kunde begribe, hvad der var sket, men som dog følte, at det maatte være noget skrækkeligt, saa hinanden ind i Øjnene, og pludselig paa samme Tid aabnede Munden og begyndte at skrige. De var endnu i deres Kostumer, den ene i Turban, den anden i den med Strudsfjær prydede Hue.
Men paa hvilken Maade var pludselig „Diplomet” kommet hen paa Sengen? Det laa der ved Siden Katerina Iwanowna, paa Puden! — Raskolnikow saa det.
Han gik hen til Vinduet. Lebesätnikow kom hen til ham.
„Hun er død,” sagde Lebesätnikow.
„Raskolnikow, jeg har et Par nødvendige Ord at sige Dem,” sagde Swidrigailow, som ogsaa var traadt nærmere.
