221
pludseligt tænke paa Swidrigailow. Da indsaa han straks med den største Klarhed, at det var uundgaaelig nødvendigt saa snart som muligt at komme overens med dette Menneske og udforske hans Hensigter.
En Gang, da han tilfældigvis befandt sig udenfor Byen, indbildte han sig endogsaa, at han her ventede paa Swidrigailow og havde aftalt en Sammenkomst med ham paa dette Sted.
En anden Gang vaagnede han før Daggry etsteds ude paa Marken, hvor han laa under Buskene, og kunde slet ikke begribe, hvorledes han var kommen derhen.
For Resten havde han i de to-tre Dage efter Katerina Iwanownas Død allerede truffet Swidrigailow et Par Gange, næsten al Tid i Sofias Bolig, hvor han stundom, ganske uden sin Vilje kom, men al Tid kun for nogle Minuter. De vekslede da hver Gang nogle korte Ord, men talte aldrig om Hovedsagen, ligesom om de havde aftalt at tie derom indtil videre.
Katerina Iwanownas Lig laa endnu ubegravet i Kisten. Swidrigailow traf Anordninger til Begravelsen og havde fuldt op at gøre dermed. Sofia var ogsaa meget sysselsat. Den sidste Gang, de traf hinanden, meddelte Swidrigailow Raskolnikow, at Børnene var lykkeligt anbragte; takket være nogle tidligere Bekendtes Hjælp, var det lykkedes ham at faa alle de tre Forældreløse anbragte i meget anstændige Anstalter; de for dem deponerede Penge havde ogsaa bidraget meget til det, thi formuende Forældreløse er det altid lettere at anbringe end fattige.
Han talte ogsaa noget om Sofia og lovede at komme til Raskolnikow om nogle Dage, nævnte ogsaa, at han ønskede at raadføre sig med ham, at man
