257
peg, en Udvej? Man griber jo stundom efter et Halmstraa.
Mon det ikke skulde være Bestemmelse eller Instinkt, som førte dem sammen? Maaske det kun var udmattelse og Fortvivlelse. Eller var det slet ikke Swidrigailow, han trængte til, men en anden, og Svidrigailow var bare tilfældigvis kommen imellem?
Skulde det ikke være Sofia?
Men hvorfor skulde han nu gaa til Sofia? For igen at faa hende til at græde: Sofia havde for ham nu Betydningen af — en ubønhørlig Dom, en uforanderlig Beslutning. Det galdt Spørgsmaalet — hendes Vej eller hans egen Vej?
I dette Øjeblik var han ikke i Stemning til at se hende. Nej, da heller prøve med Swidrigailow og se, hvor langt man kunde komme med ham.
Han kunde ikke dølge for sig selv, at Swidrigailow virkelig var bleven nødvendig for ham. Men hvad kunde de endelig have tilfælles med hinanden? Ikke en Gang Forbrydelsen frembød et Berøringspunkt. Dette Menneske var ham desuden højst ubehageligt; han syntes at være meget udsvævende, men i ethvert Fald meget snedig og upaalidelig, maaske ogsaa ondskabsfuld. Dette var Folks Dom om ham.
Ganske vist havde han sørget for Katerina Iwanownas Børn, men hvem véd hvorfor, og med hvilke Bagtanker? Dette Menneske havde altid havt skjulte Hensigter og Planer.
Raskolnikow havde endnu en anden Tanke i Hovedet, som plagede ham frygteligt og ikke vilde forlade ham, skønt han gjorde sig den største Møje med at jage den bort. Han tænkte nemlig stundom, at da Swidrigailow stadig befattede sig med ham, da han havde udspejdet hans Hemmelighed, da han allerede før lagde an paa Dunja — var der da ikke
