273
højere, ædlere Maal, er da ikke fjærnt længere — bortset fra andre lignende Sværmerier. Jeg forstod straks, at Fuglen selv fløj i Nettet, og jeg traf mine Forberedelser. Det set ud, som om De rynker Pande, Rodion Romanytsch? Det har ingen Ting at betyde; De véd jo, at det altsammen tilsidst endte i en Bagatel! — for Fanden, jeg drikker vist for megen Vin! — Med faa Ord, jeg tror, at jeg gennemskuede hende, og det regner jeg mig til Ære. Først, i Begyndelsen af et Bekendtskab, det ved De vel selv, plejer man i Almindelighed at være letsindig og enfoldig, og iagttage falsk og se noget andet end det, der virkelig er forhaanden. For Fanden! hvorfor var hun ogsaa saa elskværdig? Det er ikke min Skyld. Kort og godt, Historien begyndte hos mig med et uimodstaaeligt, vellystigt Anfald. Awdotja Romanowna er skrækkelig kysk, saa kysk, at jeg ikke tror, der har været set og hørt noget lignende. Mærk Dem det, jeg siger Dem det som en Kendsgærning; hendes Kyskhed er sygelig, og trods hendes fremragende Forstand vil det komme til at skade hende. Da traf det sig saaledes, at en Pige kom i Huset til os, Parascha, den sortøjede Parascha; hun var nylig kommen fra en anden Landsby, en Tjenestepige, som jeg endnu aldrig havde set, — hun var ganske køn, men utrolig dum;… naa, hun begyndte at græde, gav sig til at hyle, saa de kunde høre det over hele Gaarden, og der blev en Skandale. En Gang efter Middagen opsøgte Awdotja Romanowna mig med Vilje i en Allé i Haven og krævede med funklende Øjne af mig, at jeg skulde lade den stakkels Parascha være i Fred. Jeg tror, det var vor første Samtale under fire Øjne. Jeg forsikrede naturligvis, at det vilde være mig en Ære at opfylde hendes Ønske, gjorde mig Umage for at se saa nedslagen og forvirret ud som muligt; jeg spillede slet ikke min Rolle saa daarligt. Saa begyndte der
